Horrorpops - Hell Yeah!
Hellcat Records
Rating: 10
Patricia - Upright Bass/Lead VocalsNekroman - Guitar/Vocals
Niedermeier - Drums/Vocals
Karsten - Guitar/Vocals
Mille - Rotten Go-Go Dancing/Moaning & Groaning
Kamilla - Rotten Go-Go Dancing/Moaning & Groaning
En blanding af Blondie, Siouxsie and the Banshees, Ramones, Cramps, Tiger Army, Reverend Horton Heat, Wanda Jackson, Billy Idol, Depeche Mode.
Ladies and Gents, kickass rock'n'roll, The Horrorpops.
Engang imellem glæder jeg mig rigtig meget til et nyt album og det gælder her. Har set frem med store forventninger til dette Horrorpops album. Kim og Patricia er gode venner af mig og jeg har næsten fulgt bandet fra første dag. Det er mig en fornøjelse at kunne sige, at pladen lever op til mine forventninger 110%. Jeg vil samtidig også sige, at jeg ville være den første til at skrive hvis dette ikke var tilfældet. I en tid hvor jeg synes man drukner i kedelige rockabilly plader, er det en sand fornøjelse at lytte til dette album som rummer så mange stilarter, at det bare skal høres for at man forstår det.
Horrorpops kommer fra København, men er nu bosat både i L.A. og København. I 1996 spillede Nekromantix og Peanut Pump Gun i Cologne i Tyskland. Kim og Patricia mødte hinanden og et musikalsk sammenarbejde blev grundlagt. Et sammenarbejde som ud over at bytte instrumenter - Kim på guitar og Patricia på bass - bød på sangskrivning sammen uden loyalitet over for nogen stilart.
Niedermeier og Karsten fra Strawberry Slaughterhouse kom til og i 1999 blev den første demo indspillet.
2001/2003 spillede Horrorpops en del koncerter i både Tyskland og Danmark. Nu var de to go-go dansere Mille og Kamilla også kommet til. Med Patricia på slapbass og Kim Nekroman på guitar var Horrorpops i høj grad nu et meget visuelt band.
Kim medbragte demoerne til Hellcat's Tim Armstrong, som sagde ja tak med det samme. Kim var allerede signet til dette label med Nekromantix.
Nå, men nok om historien bag bandet. Her er en kort anmeldelse af selve albummet "Hell Yeah!" som bliver udsendt i Februar på både LP og CD.
"Julia" er et fantastisk "pop" nummer som får mig til at tænke på Gwen Stefani. Men helt ærligt tror jeg faktisk ikke Gwen kunne gøre det lige så godt!
"Drama Queen" - Cool punkrock med "typisk" hård Horrorpops slapbas.
"Ghouls" - Supersang med godt omkvæd. Minder mig lidt om det melodiske Nekromantix, men dog ikke så underligt. Utrolig godt backingkor.
"Girl in a cage" - Kører offbeat på den fede måde. Cool lille guitar solo fra Kim. Også her fed tekst. Generelt har denne plade gode tekster, og det bliver aldrig kliché-agtigt.
"Miss Take" - En blanding af superfølsom og meget agressiv. Igen super godt kor. Guitarerne på dette nummer er også super godt mixet, respekt.....
"Where they wonder" - Kickass punkrock.
"Kool Flattop" - Rockabilly når det er sjovt. Lidt á la Wanda Jackson laver et band med Rev. Horton Heat og Brian Setzer. Kim spiller supercool guitar her, god Johnny Burnette trio stil. Kender jeg Kim ret, har han rigtig hygget sig med det nummer her. Han er jo en gammel rockabilly.
"Psychobitches outta hell" - Kunne godt blive et videonummer. Trommerne minder lidt om det tidlige Adam & The Ants. Super leadvokal. Lugter af hit...
"Dotted with Hearts" - En sang om ulykkelig kærlighed. Kim Nekroman har et talestykke i dette nummer - på grænsen til det morsomme - men det virker. Igen er jeg imponeret over bandets korarbejde. Meget flot.
"Baby Lou Tatto" - Handler om et Tatto butik i København af samme navn. Indehaveren Louise har uddannet Kim som tatovør og har tatoveret Patricia, som det også fremgår af teksten.
"What's under my bed" - Fedt mellemstykke med bas solo, næsten jazz agtigt. Her blev jeg lidt overrasket.
"Emotional abuse" - Igen fedt pop nummer, som jeg glæder mig til at høre live.
"Horrorbeach" er et surfagtigt nummer, som er lige min stil. Jeg kan ikke se hvem der har skrevet dette nummer, men formoder det er Kim. Uanset hvad, så er det fedt.
Jess Rasmussen (Jess er frontmann i Taggy Tones)